Storytelling Dreams

Sannes storytelling

af Sanne Teute | 28. november 2019 

Lad dine drømme være større end din frygt! Vær modig! Vær åben! Vær eventyrlysten!

Sommeren 2019

Det skelsættende tidspunkt, hvor jeg tog beslutningen om at forfølge min drøm, og blive selvstændig tekstforfatter, korrekturlæser og mentor!

Sanne Teute

Det hele startede kort efter jeg blev født. Jeg begyndte hurtigt at snakke (meget er der endda nogen der påstår)! 😉

Men så langt vil jeg ikke tage dig med tilbage. Jeg vil i stedet tage dig med på en lidt kortere tidsrejse, frem til det år hvor jeg tog springet og blev selvstændig.

Et liv som jeg elsker, og samtidig frygter. Uvisheden, tvivlen og bekymringerne er mange! Men hvad vægter mest? At være selvstændig som jeg elsker, eller løber frygten af med mig? Det vender jeg tilbage til senere i historien.

Skal jeg skrive din storytelling? Kontakt mig her!

Vejen til målet

Først vender jeg lige en del år tilbage. Da jeg kom i skole, var dansk et fag jeg elskede. Der kunne jeg skrive, lege med ord, og lege med bogstaver.
Den passion har holdt ved lige siden, og jeg har altid haft en drøm om at kunne inspirere andre med mine tekster, og have det som min levevej.

1. skoledag

1. skoledag, år 1983. Den gang min drøm om at leve af at skrive startede. Beklager billedkvaliteten, men den gang havde vi ikke et digitalt kamera. 🙂

Men for at nå et mål, kan der være mange forhindringer og udfordringer på vejen.
Ikke mindst ens egen overbevisning. Er det du drømmer om realistisk? Kan det blive en levevej?

Derfor valgte jeg som ung at gå en anden vej, og blev uddannet sælger. Det var en virkelig sjov tid, og jeg kunne rigtig godt lide at snakke med alle mine kunder (ja ja, jeg skrev jo tidligere at jeg snakkede meget). 😉

Da jeg blev færdiguddannet, blev jeg alligevel enig med mig selv om, at jeg savnede at skrive. Så jeg blev ansat på et kontor, hvor jeg var så heldig at de gav mig en uddannelse som advokatsekretær. Der fik jeg skrevet en masse breve, testamenter og meget andet, både på computer og skrivemaskine! YES, jeg er årgang ’77, så da jeg startede mit arbejdsliv, var skrivemaskinen stadig i brug.

Skrivemaskine

Okay, måske var skrivemaskinen ikke SÅ gammel, men det var tæt på. 🙂

Der skulle nu stadig ske noget mere for mig! I mit job som projektkoordinator tilbage i år 2008, var jeg så heldig at få tilbudt et kursus som webredaktør. Selveste presseredaktøren på arbejdspladsen var min mentor, og hun lærte mig en masse om tekstforfatning og formidling. Det var helt fantastisk! Her startede et nyt eventyr, hvor jeg fik lov til at arbejde med hjemmesider og tekstforfatning.

Det eventyr har holdt ved lige siden. I alle mine ansættelser efterfølgende, har jeg haft ansvar for arbejdspladsens websted, sideløbende med andre opgaver.

Jeg var virksomhedskonsulent i en kommune i 6 år. Her lærte jeg mange coachende teknikker og tilgange, og kom på flere kurser indenfor coaching og mentoring. Den del havde jeg ikke arbejdet professionelt med tidligere. 

Jeg oplevede, at jeg elskede at kunne rådgive og vejlede andre. Det gav mig en kæmpe følelse af fornøjelse og glæde, når jeg mærkede, at andre kunne bruge de værktøjer jeg gav dem, og tilmed fik stort udbytte af det jeg lærte dem.

Jeg fandt ud af, at kombinationen med at skrive og vejlede, var det optimale for mig! Det var den drøm jeg skulle forfølge. Endelig havde jeg fundet ud af hvad jeg ville arbejde med, som kunne opfylde mine behov!

Tastatur

Med en kombination af at skrive og vejlede, kan jeg gøre en forskel for dig!

At turde tage springet

Jeg besluttede mig i sommeren 2019, at tage det store og (meget) skræmmende spring, og blive selvstændig tekstforfatter, korrekturlæser og mentor. YEAH!!

Som selvstændig bestemmer du helt selv hvad din titel skal være. Mega fedt, ikk? 🙂

Du bestemmer også selv hvilke opgaver du laver, og hvor du laver dem. Det er virkelig en bonus ved det selvstændige liv, som jeg elsker højt.

Der er selvfølgelig også minusser ved at være selvstændig. Dem vender jeg lige tilbage til lidt senere i min historie…

Men jeg gjorde det – jeg tog springet. Den 9. juni 2019 var den dag jeg oprettede mit CVR, og dermed etablerede en virksomhed.

At turde

Korsika, sommeren 2019, hvor jeg tog springet! Det skete fysisk på flere måder, og det gør mig glad og lykkelig – hver dag.

Efter at have etableret en virksomhed på virk.dk, gik jeg i gang med at lave min hjemmeside. Jeg brugte det meste af sommeren på den. At starte med at lave en hjemmeside fra bunden havde jeg ikke prøvet før – så det lærte jeg!

Når man er perfektionistisk, vil man gerne have at alt er fuldendt, inden man viser andre hvad man laver. Men jeg erkendte til sidst, at jeg var nødt til at slappe af, lukke øjnene, og komme i gang med min markedsføring. Jeg skulle jo gerne få nogle kunder.

Så den 15. august gik jeg officielt i luften som selvstændig, og delte nyheden med mit netværk på mine sociale medier. 

Mit netværk tog imod nyheden over al forventning! Deres tro på mig, og deres interesse i at like og dele mine opslag, har været helt fantastisk. Jeg kan ikke takke dem nok for deres rosende ord, og deres store hjælp med at sprede ordet om at jeg er blevet selvstændig.

Så her får mit netværk lige et ekstra stort TAK – I er guld værd!

Men hvorfor ikke bare være ansat, tænker du måske?

  • Kender du følelsen af at du altid arbejder rø… ud af bukserne (undskyld sproget!)?
  • Du holder sjældent en sygedag, og alligevel går du altid med en bekymring for om du (eller dit barn) skulle gå hen og blive syg?
  • Du får udført dine arbejdsopgaver – og mere til, men føler ikke personligt at du gør en (stor nok) forskel?

Sådan har jeg haft det hele mit arbejdsliv, som tæller +20 år. Puha, tiden går stærkt! 😉

Jeg har altid følt, at jeg skulle mere med mit liv. At der er en mening med at jeg har oplevet de ting jeg har, og at jeg skulle bruge det til at hjælpe andre. At jeg skulle gøre en forskel, som kun ville være mulig hvis jeg var min egen boss. For som selvstændig vælger jeg selv mine opgaver, og kan prioritere de opgaver hvor jeg kan hjælpe bedst!

Hearts

Jeg har været glad for de arbejdspladser jeg har været på – bevares, og har bestemt fået meget ud af mine ansættelser, både fagligt og personligt. Men den der følelse af at skulle være noget mere, noget udover det sædvanlige, den har jeg ikke følt. Det ønske og behov har altid været i mig. I hvert fald så lang tid tilbage jeg kan huske! Derfor har jeg valgt at blive selvstændig, og jeg fortryder det ikke et sekund!

Rose

Er livet som selvstændig en dans på roser?

Det vil jeg ikke sige det (kun) er… I hvert fald ikke for mig – endnu!

MEN, som selvstændig kan jeg arbejde med lige præcis det jeg er passioneret om.

Jeg kan få lov til at gøre EN FORSKEL for dig, og for andre der har brug for en som mig.

Jeg kan arbejde når jeg vil! Det er virkelig fedt når man er lidt af en muldvarp, som ikke altid er så god til at komme i seng om aftenen. 😉

Jeg kan arbejde hvor jeg vil! Det er også virkelig fedt, når man bare elsker at rejse som jeg. Med mit job arbejder jeg virtuelt, eller remote som det også kaldes. Det betyder, at jeg kan arbejde hjemmefra, eller fra Bahamas (der må jeg da egentlig hen en dag)! Jeg kan lave mit arbejde alle steder fra, så længe jeg har en computer og en internetforbindelse. (Mon internetforbindelsen er god på Bahamas?) 🙂

Men det har bestemt også sine udfordringer at være selvstændig! Du har måske travlt når du er ansat. Men du ved, at du er garanteret en løn for den indsats du laver, og det kan gøre at du kan sove trygt om natten. Som selvstændig er du ikke garanteret noget som helst!

Du indgår en kamp!

En kamp mod dig selv, hvor du gerne vil nå mest muligt.

En kamp mod andre selvstændige, om at få fat i de samme kunder.

En kamp om at vise potentielle kunder, at du er eksperten, og at de derfor skal vælge dig!

En kamp mod frygten… Uvisheden, tvivlen og bekymringerne er mange!

Får du nok kunder til at du kan forsørge dig og din familie?

Kommer det hele til at gå, eller må du opgive din drøm?

Mit råd til dig, er at du ALTID skal tro på dig selv.

Tro på din drøm!!

Tro på at det KAN blive virkeligt for dig at leve af det DU er passioneret om.

For selvfølgelig kan du!!

Du skal tro på det fra dit inderste jeg.

Når du selv tror på det, kan du også bedre overbevise dine potentielle kunder om din ekspertise. Så vil de vælge dig, næste gang de har brug for det produkt, som du tilbyder i din virksomhed. 

Succes

At tro på dig selv, er vejen mod succes! 

Min trygge base

Min familie er min trygge base. Det er sammen med dem, at jeg kan være mig selv 100%. Det er sammen med dem, at jeg kan gå rundt i “hygge-sokker” og nattøj. Det er sammen med dem, at jeg oplever verden – og det elsker jeg! 

Vi tager gerne ud på alverdens eventyr, hver gang vi har mulighed for det. Når vi rejser samler vi alle energi, og får inspiration. Vi elsker alle 3 at møde nye kulturer, og få nye venskaber. Vi kombinerer at slappe af, og komme ud på ture. Når vi rejser nyder vi hinanden, nuet og livet fuldt ud.

At rejse er at leve, var der engang en meget klog mand der sagde. Jeg er 100% enig. Derfor prioriterer jeg også et job, som jeg kan tage med mig overalt i verden.

Familie

Min familie bakker mig altid op, når jeg fortæller om mine kreative idéer. Det er sammen med dem, at jeg tør se min frygt i øjnene. For jeg ved, at lige meget hvad der sker, så er de der for mig – og vil altid elske mig!

Hvad er det så jeg kan?

Jeg kan skabe resultater for dig! Det kan jeg, ved at skrive professionelle og unikke tekster, som dine kunder vil kunne mærke. Kunderne vil blive inspireret, og vil føle et behov for at købe dine produkter.

Jeg kan læse korrektur for dig, så du altid fremstår skarp og professionel med dine tekster. 

Som din mentor kan jeg vejlede og rådgive dig, om optimering af din digitale kommunikation.

  • Jeg elsker at skrive.
  • Jeg elsker at nørde med ord.
  • Jeg elsker at vinkle tekster, så de har et formål og et budskab.
  • Jeg ser muligheder og løsninger, som jeg er god til at dele ud af, og lære fra mig.
  • Jeg har arbejdet som webredaktør og webforfatter i over 10 år!
  • Jeg har arbejdet med coaching og mentoring i over 7 år.
  • Jeg brænder for at hjælpe!
  • Jeg brænder for at gøre en forskel!
  • Jeg brænder for at skabe resultater for dig!

Passion

Udlever du din drøm

Vi lever kun en gang. Så derfor skal vi også nyde hver en dag, og gå efter vores drømme. Vi skal være modige! Vi skal være åbne! Vi skal være eventyrlystne!

Alt er selvfølgelig ikke muligt. Men rigtig meget er, det gælder bare om at se mulighederne, og tro på at du kan få dem til at blive virkelige.

Vil du skabe resultater, værdi og vækst i din virksomhed? Så lad os tage en snak om hvordan jeg bedst hjælper dig.

Du kan kontakte mig lige her!

Det var alt jeg havde at fortælle for denne gang.

Tak fordi du læste med, håber du er blevet inspireret.

Kærligst,
Sanne Teute

PS: Du er selvfølgelig meget velkommen til at skrive en kommentar, eller stille et spørgsmål, direkte her på siden.  🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *